Landbrugsstyrelsen vil styrke kontrollen med landbrugsstøtten efter alvorlig kritik fra Rigsrevisionen
Rigsrevisionen har i dag offentliggjort en rapport, der indeholder en alvorlig kritik af Landbrugsstyrelsens kontroller med fordelingen af EU’s landbrugsstøtte i forbindelse med blandt andet miljøteknologiordningerne.
Rigsrevisionen vurderer, at Landbrugsstyrelsen ikke systematisk kontrollerer, om landbrugere omgår reglerne, når de søger om landbrugsstøtte og tilskud. Det skriver styrelsen selv på deres hjemmeside.
Landbrugsstyrelsens direktør, Jette Petersen, tager kritikken meget alvorligt og vil nu udarbejde en opfølgningsplan:
– Der skal være styr på forvaltningen, og der skal være styr på kontrollen. Det kan der ikke være to meninger om. Jeg vil understrege, at en god forvaltningskultur har et stort fokus i vores organisation. Det følger blandt andet af ministerens 10-punktsplan. Derfor tager Landbrugsstyrelsen kritikken meget alvorligt og vil lave en konkret opfølgningsplan. Derudover har vi en dialog med EU-kommissionen om, hvordan vi kan styrke kontrollen, siger Jette Petersen.
Rigsrevisionen vurderer, at der ikke er udført tilstrækkelig kontrol med, om landbrugerne omgår støttelofterne ved at splitte en bedrift op i flere CVR-numre, og i flere sager om miljøteknologiordninger fra 2014 til 2016 finder Rigsrevisionen, at der er risiko for, at ansøgere har fået uberettiget tilskud.
Jette Petersen understreger, at opfølgningsplanen vil indgå i det samlede arbejde i Landbrugsstyrelsen med at have færre, enklere og mere robuste støtteordninger.