Ansøgningsrunden for multifunktionel jordfordeling er åben
Fra 15. marts til 30. april 2022 kan kommuner og Naturstyrelsen igen søge om at få gennemført en fri multifunktionel jordfordeling. Det er første ansøgningsrunde i 2022, efter at ordningen har fået tildelt flere midler, skriver Landbrugsstyrelsen.
Femte ansøgningsrunde af pilotordningen for multifunktionel jordfordeling åbner i dag 15. marts og er åben for ansøgninger frem til og med 30. april 2022. I denne runde er der midler til at jordfordele cirka 2.000 hektar, efter at forligskredsen bag landbrugsaftalen tidligere på året besluttede at tilføre 20 millioner kroner ekstra til ordningen.
Det er kommuner og Naturstyrelsen, der kan søge samtykke til at få gennemført en fri multifunktionel jordfordeling, som skal være med til at realisere et multifunktionelt projekt. Det er et krav, at projektet er lokalt forankret, og at der i ansøgningen kan dokumenteres overvejende tilslutning til projektet fra lodsejere og andre lokale interessenter.
Du kan læse mere om ordningen for multifunktionel jordfordeling i vores tilskudsguide og på vores temaside om multifunktionel jordfordeling på Landbrugsstyrelsens hjemmeside. I tilskudsguiden kan du blandt andet finde en opdateret vejledning til ordningen, og du kan se eller gense et online informationsmøde om ansøgningsrunden. På temasiden kan du også se eller gense online informationsmøder om multifunktionel jordfordeling.
Vil du vide mere? Tryk her.