Ansøgningsrunden for skov med biodiversitetsformål er nu åben
Fra 15. marts til 13. maj 2022 kan private skovejere søge om tilskud til biodiversitetsformål i skov, der er over 50 år gammel, skriver Landbrugsstyrelsen.
Årets ansøgningsrunde for tilskud til skov med biodiversitetsformål åbner 15. marts 2022 og løber frem til 13. maj 2022.
Der afholdes online informationsmøde (webinar) for skovejere, konsulenter og kommuner om Skov med biodiversitetsformål 2022 torsdag den 24. marts kl. 10. Yderligere information og tilmelding følger snarest.
Private skovejere og kommuner kan søge om tilskud til aktiviteter i skov, der er over 50 år gammel, og som fremmer eller bevarer biodiversiteten og levesteder for truede, skovtilknyttede arter. Ansøgere kan få tilskud til skov med ekstensiv skovdrift, skovgræsning, bevaring af træer til naturligt henfald, rydning af uønsket opvækst, særlig indsats for arter samt etablering af naturlige vandstandsforhold.
Afhængigt af aktiviteten, kan tilskuddet udbetales både som årlige tilskud med faste satser og som 100 procent dækning af de tilskudsberettigede etableringsudgifter. Projekter med Natura 2000-skovnaturtyper prioriteres højest.
Vil du vide mere? Tryk her.