Skift af ejendomskategori? Reagér omgående
Du har kun 15 dage til at reagere. Vurderingsstyrelsen sender brev ud til ejerne af beboelses-, skov- og landbrugs-, samt erhvervsejendomme d. 12 april. Tjek brevet med det samme.
Er din ejendom en beboelsesejendom, en skov- og landbrugsejendom eller en erhvervsejendom?
For langt de fleste ejendomme er der ikke tvivl, men der findes også et antal ejendomme, hvor det ikke er helt så nemt – måske er det tilfældet for din ejendom?
Vurderingsstyrelsen vil sende brev ud til ejerne af de ejendomme, som efter Vurderingsstyrelsens opfattelse skal skifte kategori efter de nye regler for de offentlige vurderinger af ejendomme. Så hold godt øje med, om der kommer brev til dig!
Hvor og hvornår kommer brevet?
Vurderingsstyrelsen har oplyst at planen pt. er, at brevene udsendes 12. april 2023. Brevet sendes til din E-boks. Er du fritaget for at modtage digital post, vil brevet blive sendt med posten.
Hvad handler brevet om?
Brevet indeholder Vurderingsstyrelsens forslag til, hvilken kategori din ejendom vil tilhøre efter de nye regler for ejendomsvurderinger.
Hvad har en ændret kategori af betydning for mig?
Kategorien har bl.a. stor betydning for din ejendomsskat fremover, men også for en evt. beskatning ved et salg i fremtiden. I nogen tilfælde kan en ændring af ejendommens kategori dog også være en fordel for dig.
Hvad skal jeg gøre?
Først og fremmest – hold godt øje med din e-boks eller postkasse.
Du har nemlig kun 15 dage til at give Vurderingsstyrelsen besked, hvis du mener der mangler oplysninger der har betydning for kategorien. Så hvis du får et brev fra Vurderingsstyrelsen, så anbefaler vi at du kontakter din økonomikonsulent hurtigst muligt for råd og vejledning.
Kan jeg klage over forslaget?
Ja, der er mulighed for at klage, hvis du er uenig.
Efter svarfristen på 15 dage sender Vurderingsstyrelsen en afgørelse over ejendommens kategori. Denne afgørelse kan du klage over inden 6 uger. Sammen med afgørelsen får du også information om valg af en overgangsordning.
Hvad er overgangsordningen?
Overgangsordningen giver dig en mulighed for at vælge, at ejendommen skal bevare kategorien fra den gamle vurdering i din ejertid. Det betyder, at hvis ejendommen f.eks. ændres fra landbrugsejendom til beboelse, kan du vælge, at ejendommen fortsat skal være en landbrugsejendom. Valget gælder i din ejertid, så du fx bevarer de lavere ejendomsskatter fremover. Der er dog en række betingelser for, at ejendommen kan blive i overgangsordningen i resten af din ejertid – vi anbefaler derfor, at du drøfter dette med din økonomikonsulent.
Kontakt os
Er du kunde eller medlem af Østdansk Landboforening, anbefaler vi, at du tager fat i din økonomikonsulent, hvis du har fået et brev fra Vurderingsstyrelsen. Men vi er selvfølgelig klar til at tage imod alle henvendelser, selvom du du ikke er kunde eller medlem.
I den forbindelse skal du kontakte økonomikonsulent Christian Brix på telefon: 5679 1935 eller e-mail: cbr@ostdansk.dk.