Lokale treparter

Som en del af Aftale om et Grønt Danmark har Østdansk Landboforening etableret 23 lokale trepartssamarbejder, der bygger videre på de eksisterende vandoplandsstyregrupper (VOS’er).
De lokale trepartssamarbejder består af nøgleaktører med en tæt forbindelse til de lokale behov og perspektiver:
– 1-2 repræsentanter fra hver af kommunerne i oplandsområdet
– 2 repræsentanter fra Landbrug & Fødevarer
– 2 repræsentanter fra Danmarks Naturfredningsforening
– 1 repræsentant fra Naturstyrelsen
Disse trepartssamarbejder skal sikre en effektiv og lokal forankret indsats for en mere grøn og bæredygtig udvikling i vores område.
Landbrug & Fødevarers repræsentanter i treparterne fungerer som talerør for alle lodsejere inden for hvert hovedvandopland. Sammen med de øvrige medlemmer af den lokale trepart har de ansvaret for at udarbejde de omlægningsplaner, der skal danne grundlaget for den kommende arealomlægning.
Udover landbrugets repræsentanter består de lokale treparter af medlemmer fra kommunerne og de lokale naturfredningsforeninger. Arbejdet i treparterne begyndte den 1. februar 2025.