Regler om jordbearbejdning i efteråret
Planlægger du det kommende år at så vårsæd på en mark, er der fastsat regler for, hvornår på året du må foretage jordbearbejdning, bl.a. pløjning eller harvning.
Når du planlægger såning af en vårafgrøde er der en række regler som skal overholdes efter høst, af forrige afgrøde.
Hvem gælder reglerne for:
- Planteavl, husdyravl eller en kombination af de to og
- når der dyrkes et samlet areal på mindst 10 ha
Økologer er undtaget fra reglerne om forbud mod jordbearbejdning forud for vårsæd.
Hvad forstås som jordbearbejdning? Alle aktiviteter der har til hensigt at bearbejde jorden eller stubben, f.eks. pløjning og harvning er jordbearbejdning. Imens følgende aktiviteter ikke anses som værende jordbearbejdning: Høst, presning, indsamling af halm, kalkning, tromling, overfladisk halmstrigling, der har til formål at fordele halmen jævnt på arealet, etablering og vedligeholdelse af dræn samt nedfældning af gylle på udlægsgræs efter korn eller helsæd.
Er der planlagt vårsæd i 2025
Hvis der i 2025 er planlagt vårsæd på din mark, skal du på den mark udskyde pløjning, harvning og anden jordbearbejdning fra høst 2024 til senere på året eller det følgende år afhængig af jordtypen, fordi vi har krav om jorddække i denne periode.
Der stilles ikke krav til typen af jorddække, som kan opfylde kravet. Jorddækket kan f.eks. være efterafgrøder, brak, lavskov, stub, planterester eller spildkorn.
Undtagelser til forbud mod jordbearbejdning
Vær opmærksom på, at der er en række undtagelser til forbuddet mod jordbearbejdning forud for forårssåede afgrøder. Nogle arealer er helt fritaget fra forbuddet, mens der for enkelte arealer er lempet i reglerne i forhold til de generelle restriktioner.
Nedenstående arealer er fritaget fra reglerne om forbud mod jordbearbejdning:
- Arealer, hvor der er etableret pligtige efterafgrøder, husdyrefterafgrøder, eller obligatoriske målrettede efterafgrøder samt alternativer til disse efterafgrøder
- Arealer der anvendes til at opfylde betingelser for tilskud til kvælstofreducerende virkemidler efter bekendtgørelse om tilskud til kvælstofreducerende virkemidler m.v.
- Arealer, hvorpå der samme år har været dyrket roer.
- Arealer, hvorpå der det kommende forår skal dyrkes sukkerroer til fabrik.
- Arealer, som drives af virksomheder, der er autoriseret til økologisk jordbrugsproduktion.
- Arealer, hvorpå der ifølge skriftlig aftale med en offentlig myndighed ikke må anvendes plantebeskyttelsesmidler.
- Arealer, hvorpå der samme år har været dyrket flerårige vedplanter.
- Arealer, hvorpå der skal dyrkes flerårige vedplanter.
- Arealer, hvorpå der samme år har været dyrket kolbe- og kernemajs.
- Arealer, der benyttes i forskningsprojekter, som indsamler landbrugsfaglige data, hvorpå der er meddelt dispensation fra reglerne om forbud mod jordbearbejdning.
Jordbearbejdningsregler i forbindelse med etablering af vintersæd 2024
På arealer, hvor der skal dyrkes vintersæd, er der ingen restriktioner i forhold til forbud mod jordbearbejdning.
Du skal blot være opmærksom på, at du skal udså et nyt plantedække (etablere en afgrøde) senest 4 uger efter jordbearbejdningen der fjerner jorddækket.
Husk dog, at erfaringerne viser, at der kun bør stubharves efter høst og forud for vintersæd, hvis man ønsker at:
- Nedmulde halm
- Etablere et såbed (pløjefri dyrkning)
- Fremprovokere spiring af visse problematiske græsukrudtsarter som gold hejre eller spildkorn. For alle andre ukrudtsarter er det bedst at lade frøene ligge urørt i stubben
- Forebygge at spildraps opformerer kålbrok
- Bekæmpe snegle
Udfør harvningen så øverligt som muligt, så færrest mulige ukrudtsfrø bringes ned i en dybde, hvor de går i spirehvile.