Nye regler om jordbearbejdning
Ved indførelse af den nye landbrugsreform kom også krav til jordbearbejdning, der sammen med de nationale regler alle skal overholdes.
Ved indførelse af den nye landbrugsreform kom også krav til jordbearbejdning, der sammen med de nationale regler alle skal overholdes. Det giver lidt ændringer i forhold til hvad vi kender fra de foregående år.
Det nye GLM 6 krav siger, at man til enhver tid må jordbearbejde, bare der etableres nyt plantedække inden for 4 uger, men da de nationale regler også skal overholdes, er det ikke helt så simpelt.
Som udgangspunkt er det jordbundstypen der bestemmer hvornår du må jordbearbejde forud for forårssåede afgrøder, men der er en del undtagelser som du skal være opmærksom på. Se i tabel 1 nedenfor.
Hvad forstås som jordbearbejdning? Alle aktiviteter der har til hensigt at bearbejde jorden eller stubben, f.eks. pløjning og harvning er jordbearbejdning. Imens følgende aktiviteter ikke anses som værende jordbearbejdning: Høst, presning, indsamling af halm, kalkning, tromling, overfladisk halmstrigling, der har til formål at fordele halmen jævnt på arealet, etablering og vedligeholdelse af dræn samt nedfældning af gylle på udlægsgræs efter korn eller helsæd.
Efterafgrøder
Indberettede efterafgrøder, dvs. pligtige-, husdyr- og målrettede efterafgrøder må destrueres den 20. oktober, hvor man under de nationale regler må jordbearbejde uanset jordtyper, men det gælder ikke under GLM 6. Ved overholdelse af begge regelsæt, gælder derfor følgende stramninger:
På JB 1-4 må der jordbearbejdes fra 2. februar og på JB 5-6 samt JB 10-11 må der jordbearbejdes fra 21. oktober.
Dog må du uanset jordtype nedvisne efterafgrøder fra den 20. oktober, da en nedvisnet efterafgrøder tæller som jorddække. Bemærk der gælder undtagelser for majs med efterafgrøder og N-fikserende efterafgrøder.
Ingen regler uden undtagelser og det gælder også her. Der er således nogle undtagelser ved forekomst af visse skadedyr og ukrudtsarter og er du i tvivl så ring gerne til os på planteavlskontoret.
Hvilken betydning har reglerne for arealer, hvor der skal dyrkes vintersæd?
På arealer, hvor der skal dyrkes vintersæd, er der ingen restriktioner i forhold til forbud mod jordbearbejdning forud for forårssåede afgrøder. Husk dog, at erfaringerne viser, at der kun bør stubharves efter høst og forud for vintersæd, hvis man ønsker at:
- Nedmulde halm
- Etablere et såbed (pløjefri dyrkning)
- Fremprovokere spiring af visse problematiske græsukrudtsarter som gold hejre eller spildkorn. For alle andre ukrudtsarter er det bedst at lade frøene ligge urørt i stubben
- Forebygge at spildraps opformerer kålbrok
- Bekæmpe snegle
Udfør harvningen så øverligt som muligt, så færrest mulige ukrudtsfrø bringes ned i en dybde, hvor de går i spirehvile.