Forskelle i takster og fradrag ved afregning af maltbyg
Du skal se dig rigtig godt for, når din maltbyg skal sælges. En sammenligning af grovvareselskabernes takster og priser viser nemlig, at der er betydelige forskelle mellem deres vilkår og behandlingsomkostninger.
Sammenligning af udvalgte grovvareselskabers fradrag for tørring, rensning, protein, sortering og analyser viser, at forskellen mellem firmaernes betaling afhænger af det enkelte parti. Forskellene på grovvareselskabernes takster for tørring og rensning bliver større, når vandindholdet og/eller andelen af urenheder øges.
Du bør derfor se dig godt for og tjekke firmaernes betingelser og takster grundigt igennem, før du sælger din maltbyg. Du bør også sikre dig, at der udtages parallelprøver af det leverede korn.
Husk i den forbindelse, at alle priser og afregningstakster er til forhandling.
Du bør som landmand også bemærke, at der er forskelle mellem firmaernes vilkår for lagring af korn, ligesom også afregningstidspunktet kan have betydning. Inden en eventuel afhentning af det høstede korn på ejendommen, skal du også huske at få aftalt, hvordan kornet afhentes og prisen på afhentning og transport.
Sammenligning af afregningsbetingelserne for maltbyg
Sammenligning af tørringstaksterne for byg til malt viser en del forskel mellem tørringstaksterne. Der er også forskel mellem omkostninger til analyse og rensning, og fradrag for protein.
Sammenligningerne er informationer til høst 2016 og omfatter: DLG, Danish Agro, Vestjyllands Andel, Brødrene Ewers, Lantmännen, Overgaard Agro, Hornsyld Købmandsgaard, Mollerup Mølle, NSCorn og Hedegaard.