Husk at slå brak- og græsarealer
Arealer med brak og græs skal slås mindst én gang om året, senest 15. september.
Hvad gælder for slåningsbrak?
Du skal slå arealer med slåningsbrak mindst én gang i perioden 1. august til 15. september. Der må ikke foregå produktion på arealet, og derfor må du ikke fjerne det afslåede plantemateriale fra arealet eller foretage afgræsning. Det afslåede materiale må gerne opbevares i et hjørne af marken.
Kravet om slåning kan erstattes af jordbehandling, hvis du omlægger til en vinterafgrøde om efteråret efter 1. august.
Bemærk, at der ikke er krav om slåning på blomsterbrak. Aktivitetskravet er overholdt ved etableringen af blomsterbrakken i foråret.
Hvad gælder for græsarealer?
Græs skal også slås mindst én gang i perioden 1. juni til 15. september. Slåning kan erstattes af afgræsning, hvis mere end 50 procent af arealet fremstår afgræsset og med en plantedækkehøjde på højst 40 cm, så hele arealet fremstår jævnt afgræsset.
Det kan være nødvendigt at slå græsset senest 15. september på steder, hvor dyrene ikke har været for at afgræsse. Er arealet permanent vådt, så det ikke er muligt at slå arealet under normale vejrforhold, skal det trækkes ud af din ansøgning.
Tabel 1, Oversigt over slånings regler for græs, brak og randzoner.
Hvad gælder for tilsagn om pleje af græs og naturarealer?
Afgræsning
Har du 5-årigt tilsagn til Pleje af græs- og naturarealer med start 1. september 2014 eller 2015, er der krav om, at arealet skal fremstå synligt afgræsset senest 15. september 2016. Det gælder dog ikke, hvis du har valgt afgræsningsmetoden med fast græsningstryk.
For ældre tilsagn (tilsagnstype 52, 56 og 57) gælder, at arealet skulle fremstå med tæt og lavt plantedække 31. august.
Slæt
Har du forpligtigelse til slæt, skal du minimum tage et slæt. Det afslåede plantemateriale skal være fjernet fra arealet senest 15. september. Slæt kan ikke erstattes med afgræsning, men gerne suppleres med afgræsning. For tilsagn indgået før 1. september 2014 skal arealet fremstå med tæt og lavt plantedække 31. august. I disse tilsagn kan slæt godt erstattes med afgræsning.