Aktuelt i marken (uge 11)
Gødskning af vintersæd | Lysbladplet i vinterraps
Gødskning af vintersæd
Første tildeling kan ske ved begyndende vækst om foråret. Det er ikke afgørende for udbyttet, om du kommer meget tidligt ud med gødningen eller venter, så længe det sker inden begyndelsen af april.
Vælger du en meget tidlig tildeling af kvælstof første gang anbefaler vi 20-30 kg N/ha.
Men husk ikke at køre for tidligt i marken. Det kan stadig være meget vådt derude. Du risikerer at lave uoprettelige strukturskader og ikke mindst at sidde fast!
Lysbladplet i vinterraps
Vi begynder at se flere tilfælde af lysbladplet, og det fugtige vejr i sidste uge og højere temperaturer har medført, at angrebene nu er synlige. Det er derfor vigtigt, at du kontrollerer dine vinterraps marker. Er du usikker om eventuelt angreb, så kontakt os på planteavlskontoret.
Symptomerne kan let forveksles med svidninger og bladpletter, som ikke skyldes svampesygdomme. Det er derfor nødvendigt at undersøge markerne grundigt. Pletterne forårsaget af lys bladplet er i starten små og viser sig som et mørkere område på bladpladen. Ved nærmere eftersyn kan de små hvide sporeansamlinger eller ”mini snebolde” ses omkring de mørke eller sorte pletter. Bladribberne kan også være angrebne og være lidt skæve. Se fotos af tidlige angreb nedenfor.
Billeder at tidlige symptomer af lysbladplet. Der ses en mørkfarvning af bladet, og efterhånden ses de hvide sporeansamlinger.
Bekæmpelse har bedst effekt ved svage angreb, og vi anbefaler at bekæmpe ved over 5 % angrebne planter. Vi anbefaler at anvende 0,4-0,5 l Folicur Xpert eller 0,4-0,5 Prosaro.
Læs mere om sygdom i vinterraps her.