Registrerede sygdomme og skadedyr (uge 24)
Vintersæd er eller skal færdigbehandles. I vårbyg har bygrust og bladplet udviklet sig. Hold øje med skadedyr.
Vinterhvede
Vi ser ikke udbredte angreb af gulrust, men hold stadig øje i de meget modtagelige sorter. Nedbør for ca 3. uger siden viser sig som kraftige angreb i ubeskyttede marker. Den sidste del af den delte aksbeskyttelse er nu udført, eller skal udføres.
Angrebene af Septoria har igen bredt sig mange steder i den forløbne uge som følge af nedbør for ca. 3 uger siden, især i de mest modtagelige sorter Hereford og KWS Cleveland.
Der er set tilfælde af gulrust i Benchmark, så sorten ikke bør stå ubeskyttet mod gulrust. Der kan mod gulrust regnes med en virkningstid på 2 uger. Vi har også observeret gulrust i de meget modtagelige sorter Substance og JB Asano, men også i Sheriff, Kalmar, KWS Lili og Torp.
Brunrust er der fundet i i flere sorter, hvor især Herford, Nuffield, Pistoria og Torp er modtagelig. Brunrust bekæmpes ved over 25 % angrebne planter til stadie 71.
Meldug breder sig stadig i mange marker især i Torp. Bekæmpelse anbefales indtil begyndende skridning (vækststadium 40), men i marker med et meget højt smittetryk af meldug kan det være aktuelt at bekæmpe meldug efter dette tidspunkt.
Vi har opsat feromonfælder i vores område. Hvedegalmyg skal bekæmpes ved over 120 galmyg pr. fælde pr dag, hvis hveden samtidig ikke er færdig med at blomstre. Der er nu begyndende flyvning og enkelte lokaliteter over bekæmpelsestærsklen, men heldigvis er de fleste marker også færdige med at blomstre og dermed ikke modtagelige. Se billede.
Der er fundet bladlus i enkelte marker, men ikke over bekæmpelsestærsklen på 25 % angrebne strå, hvis der også er behov for en svampebekæmpelse, og 40% angrebne strå, hvis der ikke er behov for svampebekæmpelse.
Rug
Rug er nu så langt fremme i udviklingen, at der fremover kun skal holdes øje med evt. angreb af brunrust.
Brunrust er er fundet i enkelte tilfælde og bekæmpes ved over 10 procent angrebne planter indtil omkring blomstring.
Triticale
Gulrust og meldug er fortsat meget udbredt i de ubehandlede marker. Septoria har bredt sig i den forløbne uge. Svampebekæmpelse er nu ikke længere aktuel i mange marker, da de fleste marker snart er afblomstret.
Meldug bekæmpes i modtagelige sorter indtil blomstring (vækststadium 65) ved over 75 procent angrebne planter. Gulrust bekæmpes i modtagelige sorter til vækststadium 71.
Vårbyg
Bygrust og bygbladplet har udviklet sig i den forløbende uge, og i enkelte marker er en bekæmpelse nødvendig.
Bygrust har bredt sig i den forløbende uge og er fundet i de fleste sorter. Det bekæmpes ved over 10 pct. angrebne planter til begyndende blomstring.
Bygbladplet har også bredt sig, især i Laurikka, Odyssey og Crossway, der er modtagelige. Det bekæmpes ved over 10-25 procent angrebne planter i Laurikka, og i modtagelige sorter ved over 25 procent angrebne planter.
Meldug er kun aktuel at bekæmpe i Propino ved over 1 pct. angrebne planter.
Skoldplet er der også fundet i mindre omfang det fugtige vejr fremmer udviklingen. Skoldplet bekæmpes i modtagelige sorter ved 5 dage med nedbør inden for de sidste 14 dage og angreb på 10 procent af planterne.
Der er fundet bladlus med afkom og kornbladbillelarver. Kornbladbiller bekæmpes ved 0,5 – 1,0 larve pr. strå og bladlus ved over 40 pct. angrebne strå, hvis der ikke er behov for svampebekæmpelse, og 25 pct. angrebne strå, hvis der er behov for svampebekæmpelse.
Havre
Meldug har bredt sig i den forløbne uge. Meldug bekæmpes til blomstring ved over 50-75 procent angrebne planter.
Der er fundet bladlusbekæmpelse som bør bekæmpes ved over 25 procent angrebne strå, hvis der samtidig er behov for svampebekæmpelse, og ellers ved over 40 procent angrebne strå.
Angrebene af kornbladbiller har trods det fugtige vejr bredt sig lidt i den forløbne uge. Kornbladbiller bekæmpes ved 0,5 – 1,0 larve pr. strå indtil omkring fuld gennemskridning.