Afskallede kerner i byg
Flere af jer oplever at få kasseret jeres maltbyg pga afskallede kerner. Især vejret under kernefyldning og modning har indflydelse på niveauet.
Som mange af jer er bekendt med, diskuteres betydningen af afskallede kerner i maltbyg igen i år. Flere Grovvarer fastholder deres kassationsgrænse på 10%, hvilket flere af jer har oplevet.
Det er først og fremmest vejret under kernefyldning og modning, der bestemmer niveauet af afskalning, men sorten har også nogen betydning. I de år hvor afskalning er mere udbredt, skal man være opmærksom på ikke at forværre problemet ved at tærske kornet hårdt. Opgørelse af afskalning er behæftet med usikkerhed.
Hvornår er kerne afskallet?
En kerne medtælles som afskallet, hvis 1/3 eller mere af kernen er uden skal, eller hvis skallen er væk eller løsnet over kimen. Flere grovvare kasserer et parti som maltbyg, hvis over 10% kerner er afskallet.
Årsagen til, at man beskæftiger sig med afskalning, er, at der ved mange afskallede kerner kan ske det, at maltningsprocessen bliver uensartet, fordi afskallede kerner optager vand hurtigere og spirer hurtigere end intakte kerner. Derudover har det været nævnt, at kerner med løs skal giver en stor mængde skaldele i den færdige malt, hvilket kan nødvendiggøre yderligere rensning, men betydningen heraf er mere uklar. De vigtigste kvalitetsparametre for maltbyg er dog sortering, proteinindhold og god spiring.
Afskalning forekommer, når skallen sidder løst på kernen. Hele eller dele af den løstsiddende skal kan falde af under tærskning og senere under omladning og transport af kornet.
Årsager til afskallede kerner
Flere undersøgelser konkluderer, at vejrforhold spiller en afgørende rolle i afskalning af kerner. Skiftevis opfugtning og udtørring af afgrøden under kernefyldningen, hvor skallen cementeres til kernen, og senere under modning og overmodning, fremmer afskalning.
Forhold, der giver en meget sen modning og en høj tusindkornsvægt, øger også risikoen for afskalning. Formentlig fordi skallen ikke er i stand til at omslutte kernen, hvilket medfører, at cementeringen mellem kerne og skal svigter.
En større undersøgelse I UK har vist, at følgende forhold, ud over vejret, har betydning for omfanget af afskalning:
- Der er sortsforskelle i tendens til afskalning
- Nyere sorter udviste generelt en større tendens til afskalning
- Mejetærskerens indstilling har betydning for afskalning. Hårdere tærskning dvs. flere omdrejninger på tærskecylinderen og mindre broafstand øger afskalningen
- Opgørelse af afskalning varierer fra laboratorium til laboratorium og fra person til person. Der var relativ god overensstemmelse i rangeringen af prøver mellem laboratorier og personer
- Svampebekæmpelse og vækstregulering påvirkede ikke tendensen til afskalning
- Der var en svag stigning i afskalning (2-3 procent) ved 170 kg N/ha sammenlignet med 120 kg N/ha
- Sent såede eller sent høstede marker har større risiko for afskalning
I en undersøgelse af et stort antal vårbygsorter var der en varierede, fra ingen afskalning i sorten Cork til 57 procent afskalning i Goldie. Følgende sorter blev indplaceret som havende moderat tendens til afskalning: Sebastian, Power, Quench, Sanette, Odyssey og Prestige, mens Propino udviste stor tendens til afskalning.
Man kan således i nogen grad påvirke omfanget af afskalning ved sortsvalg og skånsom tærskning, men langt den vigtigste faktor er vejret under kernefyldning og modning. Den mest oplagte mulighed for at mindske problemerne med afskalning i fremtiden er forædling af sorter med mindre tendens til afskalning. Desværre er der ingen information om tendens til afskalning i de maltsorter, der p.t. er relevante i Danmark.
Østdansk`s sortsforsøg i vårbyg bliver analyseret for afskallede kerner, og vi er spændt på, om der er sortsforskelle – vi vil selvfølge komme med resultaterne, så snart de er færdige.