Registrerede sygdomme – uge 23
Det er rigtig rust-vejr, så hold øje med rust i både vinterhvede (sortsafhængig), vårbyg og rug. En bekæmpelse kan blive nødvendig. Der er også optimale betingelser for bladlus og en bekæmpelser er aktuelt.
Vinterhvede
Svampesituationen i hvede er i år usædvanlig grundet det vedvarende tørre vejr, og der er fortsat ikke udsigt til nedbør. Der skal derfor anvendes en lavere indsats af svampemiddel.
Der findes fortsat mest gulrust i Kalmar men også i Creator, Benchmark, Elixer, Sheriff, KWS Lili og Torp. Det er vigtigt, at du følger udviklingen af gulrust, og lægger en bekæmpelse, hvis du finder rust.
Angrebene af septoria er stadig svage.
Der er fundet brunrust i Creator, Graham, Benchmark, Elixer, Pistoria og KWS Lili. Brunrust trives i varmt vejr, så udviklingen skal følges i år. Bekæmpelse af brunrust er aktuel til om med vækststadium 71 (kerneindhold vandagtigt) ved over 25 procent angrebne planter.
Strategi til bekæmpelse af svamp afhænger af sort, tidligere behandlinger og temperament.
- Har du udført den første behandling af den delte aksbehandling med lave doser, er det vigtig at du løbende undersøge marken og vurdere hvornår/hvis en opfølgning er nødvendig med fx 0,5 l Bell
- Skal du bekæmpe skadedyr og svampe (septoria og rust) anbefaler vi 0,35 l Propulse + 0,2 l Comet pro/0,15 l Aproach. En opfølgning kan være nødvendig om 10-14 dage med fx 0,5 Bell.
- Har du Kalmar med meget rust, anbefaler vi 0,35 Propulse + 0,35 Orius så hurtig som muligt, og du skal forvente en opfølgning om 10-14 dage med fx 0,5 Bell.
- I en meget sund sort som Sheriff (uden sygdomme) kan du vente til akset er gennemskredet med svampebekæmpelse og så håbe, at en behandling af akset vil være tilstrækkelig. Det kræver dog, at du er meget opmærksom og følger marken tæt. Her anbefaler vi 0,35 l Propulse + 0,2 l Comet pro/0,15 l Aproach.
Vær opmærksom på midlernes sprøjtefrister, hvor f.eks. Propulse senest må anvendes i vækststadium 61 (begyndende blomstring) og Bell i vækststadium 69 (blomstring afsluttet) og Viverda senest i vækststadium 71(tidlig kerneudvikling).
Det varme vejr har fremmet bladlus, og der er fundet bladlus i de fleste marker, og næsten alle strå er angrebne. Bekæmpelse anbefales ved 40 procent angrebne strå eller ved 25 procent angrebne strå, hvis der samtidig er behov for svampebekæmpelse.
Til skadedyrsbekæmpelse med effekt på bladlus anbefaler vi 0,1 kg Karate, 0,05 kg Kaiso Sorbie, 0,1 l Mavrik Vita, 0,1 kg Pirimor eller 0,125 l Fastac.
Den eksplosive vækst fortsætter. Det gennemsnitlige vækststadie er 66 (under blomstring), mens de længst udviklede marker er i vækststadium 71 (kerneindhold vandagtigt, de første kerner har nået halv størrelse ). Fra at hveden var bagud i udviklingen i foråret grundet den sene såning og det kolde forår, er den nu 1-2 uger længere fremme end normalt.
Rug
Der er fundet brunrust i næsten alle marker og alle sorter, så det er vigtigt at holde øje med dine marker og vurdere om en afsluttende bekæmpelse er nødvendig.
Vi anbefaler bekæmpelse ved over 10 procent angrebne planter med fx Prosaro eller Orius.
Vårbyg
Der er fortsat overvejende svage angreb af svampesygdomme.
Bygbladplet er mest udbredt, og der er fundet angreb i få marker. Bygbladplet anbefales bekæmpet ved over 10 procent angrebne planter i meget modtagelige sorter (Laurikka, Crossway) og ved over 25 procent angrebne planter i modtagelige og delvis modtagelige sorter.
Bygrust og skoldplet er kun fundet i få svage angreb. Bygrust bekæmpes i modtagelige sorter ved over 10 procent angrebne planter frem til vækststadium 65 (blomstring), og skoldplet bekæmpes ved over 5 dage med nedbør optalt og 10% angrebne planter.
Strategi til svampebekæmpelse afhænger af skadedyr og hvor langt din vårbyg er fremme.
- Har du i sidste uge bekæmpet skadedyr og der er ingen/meget svage angreb af svampesygdom, skal du holde øje med marken og vurderer behovet for bekæmpelse. Til den afsluttende behandling anbefaler vi 0,2 l Comet Pro + 0,25 Propulse, er der kun problemer med bygrust kan du anvende en billiger løsning med fx 0,3 l Orius.
- Skal du bekæmpe lus og byggen er begyndt at skride, skal du så hurtig som mulig bekæmpe, har du kun svage angreb anbefaler vi 0,2 l Comet Pro + 0,25 Propulse + skadedyr, er der kun problemer med bygrust kan du anvende en billiger løsning med fx 0,3 l Orius + skadedyr.
- Har du en sen mark og planterne ikke er begyndt at skride, med der er behov for skadedyrbekæmpelse anbefaler vi en bekæmpelse med det samme mod skadedyr + evt. 0,2 Bell hvis du ønsker effekt på rust.
Bladlusene har bredt sig i det varme vejr, og der er fundet bladlus i rigtig mange marker, enkelte marker med kraftig forekomst af lus. Vi anbefaler bekæmpelse ved 40 procent angrebne strå eller ved 25 procent angrebne strå, hvis der samtidig er behov for svampebekæmpelse.
Kornbladbillelarver er også meget udbredte i flere marker og bekæmpes ved 0,5-1,0 larve pr. aksbærende strå, indtil omkring begyndende skridning med 0,15 karate.
Vi anbefaler at bekæmpe skadedyr, også selv om en svampebekæmpelse stadig ikke er aktuel. 0,15 l Karate eller 0,1 l Mavrik har effekt på lus og ønskes effekt på kornbladbillelarver skal du køre med karate. Anvend godt med vand og omkring 200 l ved sprøjtning på tørre blade. Udfør bekæmpelse aften eller nat.
Det gennemsnitlige vækststadium er vækststadium 48 (første stak snart synlig), mens de længst udviklede marker er begyndt at blomstre.
Havre
Der er i denne uge ikke fundet angreb af svampe sygsomme. Meldug bekæmpes i vækststadium 37-65 ved over 50-75 procent angrebne planter. Hvis kun meldug er et problem, kan f.eks. anvendes Orius til bekæmpelse. Ved meget bygbladplet kan tilsættes Comet Pro eller anvendes Propulse.
Det gennemsnitlige vækststadium er vækststadium 45 (fanebladets bladskede opsvulmet), mens de længst udviklede marker er under skridning.
Bladlusene har bredt sig i det varme vejr, og der er fundet bladlus i rigtig mange marker, enkelte marker med kraftige forekomst af lus. Vi anbefaler bekæmpelse ved 40 procent angrebne strå eller ved 25 procent angrebne strå, hvis der samtidig er behov for svampebekæmpelse.
Kornbladbillelarver er også meget udbredte i flere marker og bekæmpes ved 0,5-1,0 larve pr. aksbærende strå, indtil omkring begyndende skridning.
Vi anbefaler at bekæmpe skadedyr, også selv om en svampebekæmpelse stadig ikke er aktuel. 0,15 l Karate eller 0,1 Mavrik har effekt på lus og ønskes effekt på kornbladbillelarver kører du med karate. Anvend godt med vand og omkring 200 l ved sprøjtning på tørre blade. Udfør bekæmpelse aften eller nat.
.