Flydende husdyrgødning forud for sukkeroer
Du må udbringe flydende husdyrgødning forud for sukkerroer, hvis du har en frivillig efterafgrøde med gul sennep og/eller olieræddike, hvor der er indgået en kontrakt om afsætning af sukkerroerne.
Du må udbringe flydende husdyrgødning, flydende affald, afgasset vegetabilsk biomasse eller bundfald fra høst til 1. oktober på arealer med grøngødning (frivillige efterafgrøder) bestående af gul sennep og/eller olieræddike forud for sukkerroer, hvor der er indgået kontrakt med en sukkerfabrik om afsætning af sukkerroerne.
Det er muligt at anvende en blanding af gul sennep og olieræddike, så grøngødningen samtidig kan tælle som MFO-efterafgrøder.
Grøngødningen kan derimod ikke tælle som pligtige eller målrettet efterafgrøde, når der tilføres husdyrgødning.
Krav
Det skal bemærkes, at det er grøngødning/frivillige efterafgrøder udover de lovpligtige efterafgrøder, der må tilføres flydende husdyrgødning forud for sukkerroer. De har ingen gødningsnorm.
Grøngødningen skal etableres senest 20. august og må tidligst destrueres 20. oktober. Disse datoer er ikke ændret, til trods for at øvrige frister for andre efterafgrøder er rykket.
Fordele
Etablering af grøngødning forud for sukkerroer og tildeling af gylle til disse har følgende fordele:
- Det sikrer mere veludviklede efterafgrøder, der vil have større effekt mod nematoder (forudsat at du vælger nematodresistente sorter).
- Efterafgrøden får bedre effekt på jordstruktur mv., fordi den er mere veludviklet.
- Forsinkelse af såningen om foråret på grund af gyllekørsel undgås.
- Det er lettere at undgå strukturskader ved at tildele gylle om efteråret.