Landbrugsstøtte fylder mindre i resultaterne for de danske landbrug
Landbrugsstøtten har betydet væsentligt mindre for økonomien i heltidslandbrug i perioden 2017-2021 end i perioden 2012-2016. Det skyldes overvejende, at landmænd i årene har opnået høje driftsresultater, især de konventionelle landbrug med malkekvæg og svin.
I perioden 2017 til 2021 modtog hvert danske heltidslandbrug i gennemsnit 2,7 mio. kr. i tilskud. Samtidig var bedrifternes gennemsnitlige driftsresultat på 5,1 mio. kr. for perioden. Det svarer til, at tilskud udgjorde 53 pct. af driftsresultatet. Det er næsten en halvering i forhold til den tidligere femårige periode fra 2012 til 2016, hvor tilskud udgjorde knap 100 pct. af driftsresultatet. Driftsresultatet er det beløb, der er tilbage til aflønning af landmandens arbejdsindsats og egenkapital, efter alle omkostninger inklusive finansielle udgifter er betalt.
”Landbrugsstøtten har i den seneste femårige periode fra 2017 til 2021 udgjort lidt mere end halvdelen af driftsresultatet for de danske landmænd. Alligevel er det betydeligt mindre end ved den forrige femårige periode, hvor stort set hele driftsresultatet svarede til landbrugsstøtten. Det vidner om et mere økonomisk robust landbrug i de seneste år,” forklarer Henrik Bolding Pedersen, chefkonsulent i Danmarks Statistik.
Fra 2017 til 2021 har de danske landbrug samlet set modtaget 34,9 mia. kr. i tilskud – langt størstedelen fra EU’s landbrugsstøtte. Størrelsen af tilskud har i gennemsnit været 7,0 mia. kr. om året. I 2021 modtog hver deltidsbedrift i gennemsnit 161.000 kr. i tilskud, og hver heltidslandbrug 612.000 kr. i tilskud. Det svarer til, at 76 pct. af de samlede tilskud gik til de 7.598 heltidslandbrug, der var i 2021.
Se grafer og læs mere på https://www.dst.dk/da/Statistik/nyheder-analyser-publ/bagtal/2023/2023-09-04-landbrugsstoette-fylder-mindre-i-resultaterne-for-de-danske-landbrug?utm_source=newsletter
Kilde: Danmarks Statistik