Aktuelt i marken – uge 17
Væksten i afgrøden | Vækstregulering i vintersæd | Trips i vintersæd | Bekæmpelse af svamp i vintersæd | Ukrudt i roer | Ukrudt i vårbyg | Svampe og skadedyr i vinterraps
Væksten i afgrøden
Det kølige vejr og nattefrosten før påsken havde sat sit præg på mange vintersædsmarker. Mange steder vil de lidt tørre forhold også betyde, at der ligger gødning tilbage i jorden som afgrøden ikke har nået at optage. Dette forhold sammen med de kolde nætter gør at afgrøden flere steder ser trist ud.
De høje temperature hen over påsken har givet god vækst. Desværre har de tørre forhold betydet at flere marker er begyndt af sulte, da den sidste tildeling af gødning stadig ikke er tilgængelig. Udsigten til regn sidst på ugen, er tiltrængt for flere marker.
Vinterrapsen har vendt knopperne nedad efter nattefrosten før påske og det udsætter blomstringen lidt. Vi begynder at se de første gule marker, men der er stadig stor forskel på udviklingen af vinterrapsmarkerne.
De fleste er færdig med at så vårsæd, de tørre forhold har givet en uens fremspiring.
Vækstregulering i vintersæd
På nuværende tidspunkt er vintersæden på et stadie, hvor det under normale omstændigheder er relevant at vækstregulere. På grund at stressede planter som følge af vandmangel og usikkerheden om der kommer nedbør i den kommende tid, anbefaler vi generelt ikke at vækstregulere.
Vækstregulering af afgrøder med vandmangel kan koste udbytte. Det kan mange steder være en fordel at udsætte beslutningen om vækstregulering, på grund af den lave nedbørsmængde, indtil der er kommet en passende mængde nedbør. Vandmangel i større eller mindre omfang virker vækstregulerende på afgrøden.
Er du i tvivl, om du skal vækstregulere, afvent og se nedbørsmængden i de kommende 2-3 uger. Det er forsat et godt tidspunkt til vækstregulering. I den nærmeste periode anbefaler vi kun at behandle de kraftigste marker, som er længst fremme i udviklingen og hvor der er sikkerhed for at vand ikke er en begrænsende faktor.
Læs mere om vores generelle anbefalinger.
Trips i vintersæd
Se efter trips i rug, triticale og vinterbyg lige før begyndende skridning.
Tripsene skader ved at suge indvendigt på bladskederne, så de brunfarves. Trips optræder i varmt vejr og oftest optræder der flest i rug og triticale. Angreb i aksene er ikke særlig tabsvoldende.