Bekæmpelse af ukrudt i vinterraps
Ukrudtsbekæmpelse om foråret rettes mod kamille/burresnerre og eventuelt spildkorn og græsser. Tidlig bekæmpelse er nødvendig for at undgå rester af clopyralid i honning.
Det er allerede for sent at afvende både Galera, Korvetto og Matrigon i de fleste marker, da de senest skal anvendes i stadie 55, hvor blomsteranlæg på hovedskud er synlige men lukkede og uden synlige gule kronblade.
Hvornår er ukrudtsbekæmpelse nødvendig?
Mange af jer har kørt Belkar i efteråret, som har fornuftig effekt på kamille. Behovet kan være minimalt i år og flere steder vil en plet- eller randsprøjtning være tilstrækkelig. Effekten af Belkar vil først være synlig, når der igen er vækst i kamilleplanten. Det vil sige, at der på nuværende tidspunkt kan være kamiller i marken, men at de ikke begynder at vokse til foråret.
Kamille skal som en tommelfingerregel bekæmpes i en normalt udviklet vinterraps ved mere end 0,5-1 kamilleplante pr. m². Det er en skønnet skadetærskel, hvor der tages hensyn til både udbyttetab og opformering af ukrudtsfrø.
Burresnerre bør bekæmpes, hvor den optræder i større bestande og rapsen er åben.
Ofte vil både kamille og burresnerre optræde mest massivt i foragre, hvor plantebestanden samtidig også er mest åben. En randbehandling kan derfor være aktuel.
Matrigon
Til bekæmpelse af kamiller i vinterraps anbefaler vi at benytte Matrigon. Du skal anvende 110 g Matrigon 72 SG og 0,5 l olie. For at få en god virkning er det vigtigt, at det ikke er for koldt(dagstemperaturen skal gerne være 12-15ºC og gode nattemperaturer), høj luftfugtighed, små kamilleplanter og en afgrøde i vækst.
Matrigon må senest anvendes i stadie 55, hvor blomsteranlæg på hovedskud er synlige men lukkede og uden synlige gule kronblade. Vær i god tid, så du er klar til at udnytte en dag med bedst mulige dag- og nattemperaturer i dagene før og efter sprøjtningen. Sprøjt først på dagen, så midlet optages under stigende temperaturer.
For de fleste marker vil det være for sent og der vil være risikoen for fund af clopyralid i honning.
Matrigon kan ifølge etiketten ikke blandes med mikronæringsstoffer. Der har været tilfælde med udfældning med blanding med Avaunt, men Matrigon kan blandes med andre skadedyrsmidler.
Galera
Forsøg viser, at risikoen for skader er størst ved behandling efter stadium 50 dvs. når knopperne begynder at blive synlige, og at den øges med stigende dosis (billede 1). Siden 2013 har der været stor opmærksomhed på at anvende Galera tidligt og der har ikke været meldinger om afgrødeskader.
Galera kan ikke anvendes i sorterne Mendel og Quartz samt i vinterraps til frøavl.
Vælger du Galera, skal du være sikker på, at:
- afgrøden ikke lider under stress på sprøjtetidspunktet (tørke, næringsstofmangel, vandlidende jord)
- afgrøden holdes i god vækst fx ved at bekæmpe angreb af glimmerbøsser
- afgrøden ikke er påvirket af andre midler (Agil/focus Ultra)
- afgrødens blomsteranlæg fra de nederste blade ikke er synlige (st. 50).
Vi anbefaler en dosis på 0,25 l og 0,3 l PG 26N, så snart der er vækst i afgrøden, temperaturer over 8-9ºC og frosten er ovre.
For de fleste marker vil det være for sent og der vil være stor risiko for afgrødeskade
Bland ikke Galera med mikronæringsstoffer.
Billede 1. Når blomsterknopperne er veludviklede lige under de blade, som dækker over vækstpunktet, vil der være kort tid til planten er i stadium 50.
Korvetto
Nyt middel der indeholder clopyralid kendt fra Matrigon og halauxifen kendt som aktivstof som del af Belkar, Zypar eller Pixxaro. Produktet har som følge af tilsætning af halauxifen en bredere effekt end Matrigon alene eller Galera.
Det gælder især storkenæb, valmue, tvetand og lægejordrøg (sidstnævnte er dog sjældent et problem i vinterraps). Korvetto skal ligesom Galera anvendes senest i vækststadie 50. Mod kamille er effekten betinget af indholdet af clopyralid, hvorfor der ved bekæmpelse af kamille skal tilstræbes høj temperatur omkring sprøjtetidspunktet.
For de fleste marker vil det være for sent og der vil være risikoen for fund af clopyralid i honning.
Agil og Focus Ultra
Hvis spildkorn og/eller græsser ikke er bekæmpet tilstrækkeligt i efteråret, kan det være nødvendigt at følge op.
Agil og Focus Ultra bekæmper de fleste græsser, men der er ikke mulighed for at bekæmpe enårig rapgræs. Gode vækst- og temperaturforhold med 10-15ºC er optimalt for virkning af de to midler.
Vær opmærksom på, at både Agil og Focus Ultra har fået nye etiketter. For begge midler gælder, at hvis midlet er brugt i efteråret, kan samme middel ikke længere bruges i foråret, da samme areal kun må behandles hvert 3. år.
Sprøjteteknik
Kør med moderat hastighed og vælg en dyse, der giver medium til grov dråbestørrelse, for at sikre at sprøjtevæsken kommer ned til ukrudtet, hvis rapsen dækker over det. Det kan eksempelvis være lavdriftdyser ISO 025, som ved 7 km/time og 2,6 bar giver 160 liter pr. ha eller lavdriftsdyse ISO 030, der ved 7 km/time og 2 bar giver 180 liter pr. ha.
Ukrudtet har om foråret en størrelse, så der også kan bruges de afdriftsreducerende kompakte luftinjektionsdyser eller tilsvarende dyser med grov forstøvning. Ved at vælge grov forstøvning, bliver der flere sprøjtetimer på de få dage, hvor temperaturen er optimal.
Biavler
Biavlere finder små, men målbare spor af clopyralid i honning og det må ikke sælges. Risikoen for fund kan gøres mindre ved nøje at vurdere behovet for bekæmpelse, måske er det tilstrækkeligt med plet- eller randsprøjtning.
I mange marker er der anvendt Belkar i efteråret, og behovet for opfølgning om foråret er formentlig meget begrænset. Når det er nødvendigt at bekæmpe kamille og andet ukrudt om foråret, vil risikoen for fund blive mindre ved at gøre afstanden mellem sprøjtning med clopyralid-midler (Matrigon) og blomstring af rapsen størst mulig.
Den præcise spredningsvej for clopyralid til honning kender vi ikke, men det er godt landmandskab at holde nærområdet omkring bistader fri for clopyralid og andre plantebeskyttelsesmidler
Behovet for at bekæmpe kamille og burresnerre i vinterraps om foråret afhænger primært af vinterrapsens konkurrenceevne og planternes størrelse. Læs inspirationsark.