Forebyg angreb af havrerødsot i vintersæd
Husk at undersøge dine vintersæd marker for bladlus, især marker sået før 20. september, for bladlus er smittebærere af viruset havrerødsot.
Viruset havrerødsot overføres af bladlus i efteråret, og symptomerne viser sig løbende i foråret fra begyndende vækst. Symptomerne kan vise sig tidligt i alle vintersædsarter, men især i hvede ses symptomer tit først senere i maj-juni i en del marker. Vinterbyg er mest følsom og sætter stort set ikke kerner i de angrebne pletter. I hvede ses typisk en halvering udbyttet. Angreb er oftest mindst udbredt i rug og triticale.
Ved fund af mange bladlus kan der i tidligt såede marker være behov for at bekæmpe bladlus for at reducere smitten med havrerødsot. Når behovet for evt. bekæmpelse vurderes, skal følgende forholdene tages i betragtning:
- Antal bladlys i den pågældende mark
- Sådato
- Erfaring med angreb fra i tidligere år
- Mængden af græs og spildkorn i stubben af forfrugten
- Vejrforhold efterår
Undersøg, om der er bladlus
Markerne undersøges bedst ved at man lægger sig ned og kigger på bladene i modlys. Hvis der er en eller flere ”mørke pletter” på bladene, kan en nærmere undersøgelse afgøre, om det er bladlus eller ej. Bladlusene kan også sidde på stænglerne lige i jordoverfladen.
Der findes ingen nøjagtig bekæmpelsestærskel for bladlus om efteråret i vintersæd, fordi et varierende antal bladlus indeholder smitte af havrerødsot, og fordi det er ukendt, hvornår nattefrost reducerer antallet af bladlus. Finder man dog bladlus på 2-3 procent af planterne, anbefales en bekæmpelse, såfremt marken er sået før 20.september.
Bladlus registreret i vinterbyg
Du kan følge vores registreringer af bladlus i efteråret på siden for Registreringsnet på LandbrugsInfo.
Såtidspunktet har meget stor betydning
Jo tidligere såning, jo kraftigere angreb. For hver uges udsættelse af såtiden kan der opnås op til en halvering af angrebene af havrerødsot. Generelt ses de kraftigste angreb ved såning i starten af september.
Hvad betyder en grøn stub?
Jo mere grøn stubben er med spildkornsplanter eller græs (græs, frøgræs eller græsukrudt), jo mere attraktiv er stubben for bladlusene. Ved forfrugt frøgræs vil der således ofte være flere bladlus i stubben. Glyphosat før høst og stubkultivering vil derfor begrænse risikoen for angreb i den efterfølgende vintersæd. Da bladlusene også kan komme flyvende til vintersæden, kan der dog selv uden en grøn stub komme kraftige angreb.
Bekæmpelse
Ved at følge udviklingen og undersøge markerne kan bekæmpelsesbehovet og tidspunktet vurderes.
Bekæmpelse fra omkring vækststadie 13-14 (3-4 blade udviklet) har ifølge forsøg og vores erfaringer været et godt tidspunkt at bekæmpe ved behov. Ved meget tidlig såning og ved mange bladlus kan en gentagen bekæmpelse 2-3 uger senere være aktuel.
Løsning |
Anbefalet dosis, l/kg/ha |
Maks. antal gange i vintersæd |
Fastac | 0,125 – 0,15 | 2 |
Karate 2,5 WG / Lamdex | 0,1 – 0,15 | 3 |
Kaiso Sorbie | 0,05 – 0,075 | 1 |
Mavrik Vita | 0,05 – 0,1 (0,15-0,2 er normaldosis) | 1 gang efterår og 2 gange forår |
Biscaya OD | 0,1-0,15 (kun godkendt til mindre anvendelse i vinterbyg) | 1 |