55.000 danskere brugte søndagen på at se, hvor maden kommer fra

del

Hvordan ser et moderne dansk landbrug ud? Det fik knap 55.000 nysgerrige gæster svaret på, da 87 landmænd og fødevarevirksomheder over hele landet holdt Åbent Landbrug.

Der blev klappet kalve, køer og heste, da 87 landmænd og virksomheder søndag den 19. september åbnede dørene og bød gæster indenfor til Åbent Landbrug.

Østdansk Landboforening i Rønnede havde fire medlemmer der bød danskerne indenfor.

– Spørgelysten var stor og danskerne er interesserede i vores erhverv, hvilket er glædeligt, fortæller mælkeproducent og bestyrelsesmedlem i Østdansk Landboforening Robert Hansen, der  åbnede dørene til sin bedrift. Over 1000 besøgende besøgte Roberts og broderens gård.

Åbent Landbrug har siden arrangementets begyndelse i 1995 tiltrukket mange børnefamilier, der benytter lejligheden til at tage en søndagstur på landet og hilse på dyrene.

Men som noget nyt i år var der en større andel voksne end børn på gårdene. Og det glæder arrangørerne.

– Vi oplever en større nysgerrighed i forhold til produktionsformerne. Landmændene bliver i dén grad spurgt ind til om alt fra dyrevelfærden til hvad de konkret gør af klimatiltag – og det er godt. For det viser en ægte interesse, for det vi laver. Og vi er jo stolte af det og viser det gerne frem, fortæller Jan Morre projektleder fra Landbrug & Fødevarer.

Kvægavler Karen Freiseleben fra Velfærdskød på Møn ved Askeby var også i godt humør efter den store dag.

– Vi havde nogle pragtfulde timer, hvor der blev spist burgere, leget i høet og klappet dyr til den helt store guldmedalje. Åbent Landbrug er kærkommen mulighed for at tale med forbrugerne, lytte og blive klogere på hinanden, lyder det.