12.000 indsigelser fra ejere af mindre landejendomme

del

Omkategorisering fra vurderingsstyrelsen af ca. 22.000 landejendomme har afstedkommet et hav af indsigelser. Skatteministeriet er kommet med små ændringer.

Hvis man er  skiftet kategori fra landbrug til ejerbolig, er der mulighed for at vælge overgangsordningen. En af kritikpunkterne har været den usikkerhed om, hvorvidt man måtte bygge om, til eller nedrive, uden at skulle falde ud af overgangsordningen.

Skatteministeriet har nu meldt ud, at overgangsordningen sikrer, at alle, hvis ejendom skifter kategori fra landbruge til ejerbolig – eller omvendt, kan fastholde den nuværende beskatning. Overgangsordningen bliver gjort mere enkel, så ejendomsejerne fremover kan renovere, bygge til, omlægge jord mv. og stadig være i overgangsordningen, så længe de bliver boende. Det er som udgangspunkt kun, hvis man sælger jord fra og kommer under 2 ha., at man kan ryge ud af overgangsordningen.

Dette er måske fint for den nuværende ejer, men ændrer ikke noget i forhold til den nye køber. Hvis du går med tanker om et salg, er det en rigtig god idé at kontakte din økonomirådgiver og/eller ejendomskontoret hos Østdansk, og drøfte konsekvenserne af skift af ejendomskategori.

 

Ny kategori for naturejendomme

Forligskredsen har besluttet, at der skal arbejdes med at finde en kategori for naturejendomme, så boligbeskatningen ikke står i vejen for dem, der gerne vil omlægge jord fra produktion til eksempelvis natur. Derfor vil forligspartierne se på reglerne fremadrettet i form af et oplæg til ny kategori for naturejendomme.

”Vi er enige om, at der er behov for at se på reglerne fremadrettet. Derfor har jeg bedt Skatteministeriet lave et oplæg til ny kategori for naturejendomme, som kan behandles i forligskredsen”, siger skatteminister Jeppe Bruus. Dette kan dog ikke forventes foreløbigt, og hvad der så sker med kategorien i mellemtiden, må tiden vise.

Du kan læse mere på skatteministeriets hjemmeside, hvor du også kan finde et faktaark om den nye overgangsordning, samt et eksempel på hvad omkategorisering fra landbrug til boligejendom skattemæssigt betyder.

Kommunikationen til ejendomsejerne skal styrkes, synes også skatteministeriet. Derfor arbejder de på en styrket vejledningsindsats om overgangsordningen. Den forenklede overgangsordning foreslås at træde i kraft den 5. juni 2023. De berørte ejendomsejere vil modtage et brev fra Vurderingsstyrelsen om den udvidede overgangsordning.

Når du får besked fra vurderingsstyrelsen, må du straks tage affære. Tjek oplysningerne nøje. Er fakta korrekt? Er der ændret i BBR? Er der andre situationer, som SKAT ikke har taget højde for? Er det en fordel at vælge overgangsordningen?

Kontakt Østdansk Landboforening, og drøft dine muligheder. Tlf. 5679 1900.